Nu transporterer Q-System også huse

Vi har altid været god til at tilpasse os de forskellige trends indenfor mange forskellige brancher. En ny branche, som vi har sat fokus på, er modulhus/pavillonbyggebranchen, hvor man har set en ændring, hvori automation er en naturlig udvikling.

Som vi kunne annoncere i starten af året, “landede” vi en stor ordre fra Derome Plusshus i Sverige. Derome Plusshus producerer modulhuse af træ bygget med moderne og rationel volumenteknologi. De leverer industrielt optimerede og specialbyggede lejlighedskomplekser og gruppehuse til professionelle kunder i Sverige og Norge.

Med bilindustriens samlebåndsproduktion som inspirationskilde har man i forbindelse med den nye fabrik i Varberg/Varö ændret hele konceptet for opbygning af huse.

Alle bygningsmoduler til et hus bliver nu monteret et efter et på et langt transportsystem, der omfatter meget lange og brede kædebaner samt andet håndteringsudstyr, således at der ved enden af linjen står et fuldt færdigt hus parat til afhentning med blokvogn.

Alle banerne tager udgangspunkt i vores standardmoduler – bare i en større skala. Vi har bl.a. udviklet moduler, der kan håndtere emner op til 12.000 kg.

Q-Log/Q-Data

Ud over den mekaniske udrustning med tilhørende el-styring har Vi tilføjet de ekstra funktioner Q-Data og Q-Log, som en løsning til alle anlæg. Via Q-Data kan man opsamle data fra produktionslinjen og sikre, at flowet ikke går i stå, ligesom man løbende kan optimere på flowet.

Med Q-Log modulet får man præsenteret de ønskede data via en nem og overskuelig interface, der er kompatibel med alle platforme. Det betyder i praksis, at man kan stå på den anden side af jorden og holde øje med sin produktion på telefon eller tablet.

Nu har Derome fået den første smagsprøve på den nye produktionslinje, der ender med at være 142 meter lang. De første tre stationer stod nemlig klar til test på vores fabriksgulv. De tre stationer består af 2 specialdesignede 7-strengs kædebaner, og mellem de to kædebaner er monteret en lift, der kan håndtere meget tunge emner.

På den allerførste station i produktionslinjen placeres bundrammen for huset, men testopstillingen starter ved næste position. Her bliver køkken og badeværelser installeret, hvorefter huset bliver transporteret hen på liften, hvor huset bliver løftet op, så der kan installeres kloakafløb og andet rørarbejde under huset. Til sidst sænkes huset ned og transporteres til næste station, hvor produktionen af huset fortsætter.

Med den nye produktionslinje vil Derome Plusshus kunne køre 8 volumen ud om dagen. Produktionslinjen er i skrivende stund ved at blive installeret i den nye fabrik.