PASCHAL investerer i ny renseproces med tilhørende transportanlæg.

En automatiseret proces, som reducerer gennemløbstiden væsentligt og fjerner manuelle arbejdsprocesser.


PASCHAL udlejer alt til betonstøbning i forbindelse med professionelt byggeri.
Ud over udstyr til betonstøbning udlejer PASCHAL alle typer stilladser, understøtninger og alt andet, der skal bruges af sikkerhedsudstyr til byggeri.

PASCHALS egenproduktion er koncentreret om forskallingselementer til væg- og søjleforskalling. Disse bliver produceret på fabrikken i Tyskland.

Når forskallingselementerne har været anvendt i byggeriet, bliver de som lejet udstyr returneret til PASCHAL-Danmark, hvor de nu skal renses inden næste udlejning.

PASCHAL ønskede at automatisere denne rense- og sorteringsproces,
ikke kun for at fjerne den manuelle håndtering; men også for at nedbringe den tid, som elementerne er i virksomheden og ikke ude hos kunderne. Til formålet havde PASCHAL bygget en ny hal, og vi blev valgt til at levere transportanlægget.

Selve anlægget består af en rensemaskine, drevne rullebaner med kædevinkelføringer og udrevne faldrullebaner – og naturligvis med tilhørende el-styring i form af trykknappaneler.

Rullebaneanlægget er malet i en farve, som vi ikke maler ofte – orange –  som er Paschals farve i deres logo. Dejligt at male i anden farve end blå, grå og grøn! – og det er flot!

Forskallingselementerne er ikke specielt tunge, max. 400 kg, men de kan være store, fra en længde på 2.70 m og en bredde på 2,40 m og nedefter. Derfor er banerne 2,7 m brede.

I store træk er anlægget således, at det tager sin begyndelse, hvor de returnerede, snavsede forskallingselementer skal påbegynde renseprocessen.  Operatøren placerer ved hjælp af en vacuumløfter elementerne, der kan have forskellig størrelse, på rullebanen en efter en. De kører fremad og bliver via en kædevinkelføring ført hen imod en opretter, så de alle ligger lige.

Herefter ruller de ind i rensemaskinen og ruller herefter rene frem til et stop for enden af banen.  Herfra bliver elementet allokeret til en af de fire reparationspladser. Efter evt. reparation bliver elementet vinkelført og sendt ud på en af de fire dobbelte faldrullebaner, så man ved udløb kan samle et stak af elementer af samme størrelse på en eller flere paller.

Forskallingselementerne har et låg af træ. Hvis træpladen har fået en skade, bliver den repareret, inden den sendes videre i systemet. Hvis det drejer sig om et af de rigtig store elementer, bliver det kørt frem til en transfervogn i anlægget. Denne transfervogn kan så køres væk fra banerne, så operatøren har mulighed for at gå rundt om elementet og reparere skaderne og derefter sende elementet tilbage til linjen og udkørsel på en udrevet faldrullebane.

Billederne er fra afleveringen af anlægget.