Svenske Essity Hygiene & Health i Lilla Edet har besluttet at lægge endnu en mangemillion-ordre hos os for at få hjælp til at forbedre sin interne logistik; dette ved levering af et komplekst banesystem, som skal installeres og være idriftsat inden årsskiftet.
“Vi glæder os til at levere dette banesystem og over vores tætte samarbejde med Essity, som betyder, at vi sammen finder frem til nye forbedringer af deres interne logistik”, siger Göran Svanberg, der er direktør for vores svenske datterselskab.
Dette projekt handler om indgående paller, som ankommer pr. jernbane eller bil. Ofte er pallerne for høje til at kunne placeres på højlageret. Derfor skal de øverste lag på pallen plukkes af og placeres på en ny palle.
Den for høje palle bliver derfor kørt ind til en portalrobot, som automatisk vil aftage en vis mængde gods, således at pallen kan placeres på højlageret.
Hele banesystemet vil være baseret på vore solide og velafprøvede standardmoduler i Q89-systemet for palletransport.
Portalrobot, pallemagasin, rulle- og kædebaner, lift og den øvrige udrustning i anlægget er produceret af Q-System, så det er kun strækfilmomvikleren, som også indgår i systemet, der er leveret af anden leverandør.
Vi, Q-System, skal levere al mekanikken, og står som supervisor for montagen i et tæt samarbejde med Essity, der køber el-styringen lokalt, og leverer montagehjælp til Q-System.
“Den nye opgave er kompleks, men som altid baserer vi anlægget på vores standardmoduler, som så bliver tilpasset til det enkelte projekt; det er jo en af vore store styrker, slutter Göran Svanberg.